Maskulin og feminin energi i parforholdet
Forskellen mellem os
Maskulin og feminin energi er som to forskellige, men komplementære, måder at være og agere på i et parforhold.
Begge energier findes i både mænd og kvinder, hvilket er vigtigt at bemærke.
Det er altså ikke et spørgsmål om fysisk køn, men om psykiske og følelsesmæssige udtryk.
De fleste mænd har dog mest maskulin energi, mens de fleste kvinder har mest feminin energi.
4 køn
Lidt kontroversielt i dagens ophedede diskussioner om køn mener jeg personligt, at der reelt er 4 køn: Mænd, kvinder, det maskuline og det feminine.
Mænd og kvinder er bestemt genetisk. Enten er man født med en pik eller med en kusse. Der findes ikke et tredje kønsorgan.
Det feminine og det maskuline er tanker, følelser, holdninger og lignende. De er lige så forskellige fra hinanden, som de fysiske mænd og kvinder, men både mænd og kvinder har både det maskuline og det feminine i sig. Dog har de fleste mænd mest af det maskuline, og de fleste kvinder har mest af det feminine.
I parforhold af samme fysiske køn har den ene typisk mest af det ene og den anden mest af den anden, eller også skifter de begge to lynhurtigt frem og tilbage mellem det maskuline og feminine.
Jeg selv har en meget stærk feminin side. Det er nok også derfor, at jeg er så dygtig en parcoach/parterapeut. Jeg forstår og jeg håndterer begge sider.
Her er en oversigt over, hvordan de to energier typisk beskrives i relation til parforholdet:
Feminin energi:
- Følelsesorienteret: Den feminine energi er stærkt forbundet med følelser og et behov for at udtrykke dem. Det feminine bearbejder følelser gennem samtale og har brug for at blive hørt og forstået.
- Behov for tryghed: Tryghed for det feminine skabes gennem samtale, følelsesmæssig støtte, og en følelse af at være beskyttet.
- Kompleks: Det feminine beskrives som mere komplekst end det maskuline.
- Har brug for at bearbejde sine følelser gennem kontakt: Det feminine har brug for et sted, “Ønskebrønden“, hvor der er plads til at tale frit om følelser. I kommunikationsværktøjet “Brønden” sker det på en selvansvarlig måde, så partneren ikke føler sig angrebet, kritiseret eller truet, men derimod tryg og tillidsfuld.
- Kan være dominerende: Hvis det feminine ikke føler sig hørt, set og forstået, kan det reagere ved at blive dominerende og krævende – altså gå over i den negative maskulin energi.
- Søger kærlighed gennem intimitet: For det feminine er vejen til seksualitet ofte forbundet med kærlighed – hvorimod det forholdet sig modsat med det maskuline, hvor vejen til kærlighed går gennem sex.
- Lystorienteret: Det feminine er styret af lyst og fokuserer på egne og de små børns behov.
- Kortsigtet: Det feminine er ofte mere fokuseret på nuet og de umiddelbare behov.
- Omsorgsfuld: Det feminine er den omsorgsfulde part med ansvar for familien.
Hvis partneren ikke er i stand til at anerkende og forstå de feminine energier i hende, kan hun få tendens til perfektionisme og kontrol – hvilket også er den negative maskulin energi. - Behov for at give: Det feminine har tendens til at give meget, hvilket kan føre til frustration hvis ikke det mødes med forståelse og lytning.
Maskulin energi:
- Rationel og problemløsende: Den maskuline energi er mere fokuseret på at løse problemer og tænke rationelt.
- Behov for anerkendelse: Det maskuline har et kæmpestort behov for at blive anerkendt og værdsat for handlingerne.
- Tavshed: Det maskuline opnår ro ved at være tavs og trækker sig ind i sin “Hule” for at bearbejde sine tanker og følelser.
- Direkte kommunikation: Det maskuline foretrækker en direkte og præcis kommunikationsstil.
- Ønsker enighed: Det maskuline ønsker ofte at opnå enighed og kan have svært ved blot at lytte uden at tilbyde løsninger.
- Søger intimitet gennem sex: For det maskuline er vejen til kærlighed ofte forbundet med seksualitet, hvorimod det feminine har det lige modsat.
- Pligtorienteret: Det maskuline er styret af pligt og er fokuseret på egne, parforholdets og de større børns behov.
- Langsigtet: Det maskuline er ofte mere fokuseret på det langsigtede perspektiv og konsekvenser.
- Trækker sig: Det maskuline har brug for at kunne trække sig tilbage til sin “Hule” for at bearbejde problemer og få ro.
- Har brug for succes: Det maskuline opnår optimal afslapning ved at få succes, finde afledning gennem fysisk aktivitet, eller ved at modtage påskønnelse og anerkendelse.
Dynamik og balance:
- Det er vigtigt, at begge energier erkendes og accepteres, så der kan komme balance i parforholdet. Manglende forståelse kan skabe ubalance, frustrationer og konflikter.
- Det maskuline skal give plads til det feminine, og det feminine skal give plads til det maskuline.
- Det maskuline skal lære at lytte til det feminine med nærvær, mens det feminine skal lære at give det maskuline anerkendelse og alenetid.
- Den svære øvelse består i, at de hver især skal give partneren dét, den anden har brug for, i stedet for at give dét, de selv foretrækker. Hjernen er indrettet til at optimere for sig selv, og man kan forledes til at tro, at hvad der føles godt for en selv, også er godt for partneren. Stor fejltagelse! Derfor er kommunikation med tillid og tryghed så vigtig.
- For at opretholde gnisten i parforholdet, skal det feminine give klare signaler om lyst til sex, mens det maskuline skal give tydelige signaler om, hvornår han er klar til samtale.
- Det feminine skal udtrykke sine behov klart og anerkendende, mens det maskuline skal udtrykke sin forståelse og empati.
Udfordringer:
- Misforståelser: De forskellige kommunikationsstile mænd og kvinder imellem kan føre til misforståelser og konflikter.
- Utilfredshed: Hvis parterne ikke forstår hinandens behov, kan det føre til utilfredshed og frustration.
- Roller kan byttes: I nogle forhold kan rollerne være byttet om, så det er kvinden der udtrykker sig mest maskulint og manden mest feminint. Så længe begge forstår det og er enige om det, vil det ikke skabe problemer.
Parcoaching og parterapi
Ved at kende, forstå og respektere de maskuline og feminine energier, kan par opnå en dybere forbindelse og et mere harmonisk forhold.
På den måde kan de drage nytte af forskellene – i stedet for at forsøge at bekæmpe hinanden med forskellene.
Mange misforståelser og skuffede forventninger kan undgås.
Imidlertid kræver det bevidsthed og øvelse at navigere i disse forskelle og skabe et parforhold i balance.
Hvis man ikke har været klar over det før, og det er for svært at lære og gøre, kan man vælge at søge professionel hjælp.
På den måde lærer man det hurtigere, og man får øvet sig i det rigtige – i stedet for måske blot at få sig nogle nye dårlige vaner, der afstedkommer nye frustrationer og problemer.
Indlægget Maskulin og feminin energi i parforholdet blev først udgivet på Undgå skilsmisse og skab bedre forståelse i parforholdet.
https://www.parforhold-parterapi.dk/parforhold/godt/maskulin-og-feminin-energi